Tandlægeforeningen: Tandlæger vil fremover kun behandle kritiske patienter

11. april 2020  
Arkiveret i Nyheder

Sundhedsstyrelsen har udsendt nye retningslinjer, som betyder, at tandlægerne fra i dag og tre måneder frem kun behandler kritiske patienter. Det betyder, at almindelige eftersyn aflyses.

Baggrunden er nogle nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, som beskriver, hvordan bl.a. tandlæger skal håndtere COVID-19 fra og med i dag. Reglerne vil have en varighed fra i dag den 17. marts 2020 og formodentlig til og med juni 2020.  

De nye regler betyder, at tandlægen skal stoppe alle ikke-kritiske behandlinger som fx rutinemæssige eftersyn og tandrensninger. Tandlægerne skal gennemføre kritiske funktioner som behandling af traumer i tænder og mund, smerter, infektioner, rodbetændelse samt svære tilfælde af caries og af parodontitis. Det gælder også skader på implantater, broer og fyldninger og igangværende bøjlebehandling.

Patienter, der har et akut tandbehandlingsbehov, men er under mistanke om smitte med COVID-19, skal henvises til egen læge, hvis behandlingen ikke kan vente. 

”Det er nogle drastiske tiltag, som vil få betydning for mange menneskers tandsundhed. Men vi har selvfølgelig forståelse for, at myndighederne i den nuværende Coronavirus-epidemi må gøre alt, hvad de kan for at begrænse smitten. Er man i tvivl, om man skal møde op hos tandlægen, kan man ringe til sin tandlæge” siger formand for Tandlægeforeningen Susanne Kleist.

Højere tilskud til tandpleje i Norge

22. februar 2010  
Arkiveret i Nyheder

Blandt den norske regerings valgløfter var, at man ville udvide tilskuddet til voksenbefolkningens tandpleje.

Det skal dels ske ved at gøre undersøgelser vederlagsfri for personer over 75 år samt ved muligvis at lægge et loft for en øvre egenbetaling på årligt 3.000 kr., hvorefter det offentlige yder helt eller delvist tilskud for øvrige udgifter. Beløbet 3.000 kr. er fastsat ud fra, at 80 % af patienterne har en årlig udgift til tandpleje på op til 3.000 kr.

For at sikre en geografisk bedre tandlægedækning overvejer regeringen at indføre en ordning, der betyder, at de alment praktiserende tandlæger modtager et fast beløb pr. tilmeldt patient svarende til, hvad der gælder for de alment praktiserende læger.

Tilskud til voksentandpleje i Norge er i dag defineret som særomsorg, idet tilskuddet ikke omfatter hele befolkningen, men alene bliver givet til tandbehandling som følge af blandt meget andet sjælden medicinsk sygdom, læbe-kæbe-gane- spalte og tandskader i forbindelse med ulykke.

Indtil videre er planerne kun på tegnebrættet, men regeringen har som overordnet mål, at staten gradvist skal påtage sig et større ansvar for befolkningens orale sundhed.


Læs mere i Tandlægebladet nr. 2 2010 eller på www.tandlaegebladet.dk

Ældre med demens lider under dårlig mundhygiejne

27. oktober 2009  
Arkiveret i Nyheder

Demens medfører store ændringer – også hvad angår tandsundheden. Forskning viser, at der en klar sammenhæng mellem demenssygdom og dårlig mundhygiejne. Den medicin, de demente tager, medvirker også til, at de får mundtørhed, som giver en langt større risiko for caries og svampeinfektioner. Tandlæger, plejepersonale og pårørende skal i langt højere grad fokusere på de ældre, der ikke selv kan opretholde en normal tilværelse.

Birita Ellefsen, der er tandlæge, adjunkt, ph.d. og forsker på Tandlægeskolen i København, har igennem de seneste år undersøgt sammenhængen mellem demens og tandsundhed, og resultatet er slående. Birita Ellefsens undersøgelse viser bl.a., at de demente havde i gennemsnit 7 huller i tænderne, allerede da de fik demensdiagnosen, hvilket siger noget om de problemer, som de demente har med deres mundhygiejne.

Det kan betyde en væsentlig forringelse af den ældres livskvalitet. Konsekvensen af dårlig mundhygiejne kan bl.a. være smerter eller ubehag, som kan give besvær med at spise. I værste fald kan det betyde, at de helt holder op med at spise. Det er derfor vigtigt, at de ældre med demens og deres pårørende får den rette vejledning om, hvordan de skal forholde sig til tandpleje, når de bliver diagnosticeret, understreger Birita Ellefsen.

– Demente patienter behøver en særligt tilpasset tandpleje. Og her har tandlægerne mulighed for at gøre en forskel og være med til at sikre, at nydiagnosticerede demente patienter får den forebyggelse, behandling og opfølgning, de har behov for. Vi har et ansvar som sundhedspersoner for at være med til at dække det omsorgs- og behandlingsbehov, der netop er hos ældre med demens, lyder opfordringen fra Birita Ellefsen.

Birita Ellefsen er blandt oplægsholderne på Tandlægeforeningens todages Symposium den 6.-7. november. Lidt over 1.600 tandlæger og 600 klinikassistenter deltager i arrangementet, der har den medicinsk kompromitterede patient som hovedtema og foregår i Århus på Radisson SAS Scandinavia Hotel.

– Det er altid godt at få opdateret – og udvidet – sin faglige viden og kunnen, og det gælder naturligvis også for tandlæger. Både med henblik på den enkelte tandlæges udfordringer og dagligdag, men i høj grad også med sigte på patienterne. At tandlægerne efteruddanner sig og følger med i de nyeste behandlingsmetoder og udviklingen inden for tandpleje, kommer patienterne i stolen til gavn, udtaler Tandlægeforeningens formand Susanne Andersen.

Tandsundheden blandt Grønlandske småbørn alarmerende

22. april 2009  
Arkiveret i Nyheder

Tandsundheden blandt Grønlandske børn og unge er så dårlig, at småbørn helt ned til et års alderen får trukket mælketænderne ud.

“Vi må ofte fjerne dårlige mælketænder på grund af fremskreden caries hos småbørn”, udtaler tandlæge Jørgen Ramstedt Jensen i Tasiilaq.

“Hvis man ikke passer på sine tænder, kan man få betændelse, og det går ikke kun ud over tænderne men også resten af kroppen bliver ramt”, udtaler klinikassistent Johanne Hansen til KNR.

For et par år siden blev den regelmæssige tandskylning med fluor stoppet i Tasiilaq, og børn og unge har ikke fået regelmæssige tandeftersyn eller undervisning i tandbørstning.
Tasiilaq satser nu på, at kunne tilbyde alle skolebørn regelmæssige tandeftersyn og undervisning i tandbørstning. Og genindfører nu de regelmæssige fluor-skylninger hos børn.

Landsdækkende cariesstrategi
Det Grønlandske hjemmestyre iværksatte ellers i 2006 en landsomfattende strategiplan mod caries kaldet Cariesstrategi Grønland 2008 – 2012, som en del af Folkesundhedsprogrammet Inuuneritta. Strategiplanen sigtede blandt andet efter at intensivere indsatsen for forebyggelse af caries, og den skulle være obligatorisk senest den 1. januar 2008 med systematiske tandplejetilbud til befolkningen, eller i det mindste et systematisk tandplejetilbud til børn og unge, såfremt der ikke måtte være tilstrækkelig kapacitet eller økonomi til hele befolkningen.

Den Nationale Tandbørstedag
Som en direkte årsag af den dårlige tandsundhed hos den grønlandske befolkning, indførte Det Grønlandske Hjemmestyre den 18. april 2007, som det første land i verden, en national tandbørstedag. Den Nationale Tandbørstedag i Grønland er 18. april.

Den Nationale Tandbørstedag

Grønlands Nationale Tandbørstedag, 18. april - Foto: Kavalkadehæfte om National tandbørstedag