Tandlægerne lukker gradvist op fra mandag den 20. april

18. april 2020  
Arkiveret i Nyheder

Tandlægerne må nu gradvist lukke op for tandklinikkerne. Det er godt nyt for danskernes tandsundhed, siger Tandlægeforeningens formand.

 

Siden midten af marts har tandlægerne kun måttet behandle patienter med et kritisk behandlingsbehov. Det skyldes midlertidige retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen på grund af COVID-19. Men fra mandag den 20. april må tandlægerne åbne gradvist op for andre patienter.  

”Det er glædeligt, at vi igen må åbne klinikkerne, og det er godt for patienternes tandsundhed. Vi ved, at de regelmæssige eftersyn er afgørende for, at vi har en tandsundhed i verdensklasse i Danmark, fordi vi forebygger og opdager mere alvorlig sygdom i tænderne. Der er en klart dokumenteret sammenhæng mellem sundhed i munden og sundhed i resten af kroppen. Så det er meget vigtigt, at vi kommer i gang med eftersynene igen, for det er med til at holde hånden under danskernes sundhed,” siger Tandlægeforeningens formand Susanne Kleist.

Tandlægerne følger strenge hygiejniske retningslinjer

Genåbning af tandklinikkerne bygger på nye, midlertidige retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen. De omfatter blandt andet, at tandlægerne skal følge nogle strenge hygiejniske retningslinjer, at patienter kun må møde op på klinikken, hvis man på forhånd har en telefonisk aftale, og elektronisk tidsbestilling er ikke en mulighed. Der skal også være færre patienter i venteværelset på samme tid og afstand mellem siddepladserne i venteværelset.

”Tandlægerne har sammen med Sundhedsstyrelsen i lang tid før coronakrisen arbejdet sammen om meget udførlige krav til hygiejnen på klinikkerne for at beskytte patienter og personale. Vi følger således allerede i forvejen nogle strenge hygiejniske retningslinjer. Vi har altid handsker, mundbind og beskyttelsesbriller på, og vi har indtil nu modstået alt fra HIV-infektioner, Hepatitis, MRSA og influenzaer. Så jeg er meget tryg ved, at patienterne og personalet bliver holdt smittefri”, understreger Susanne Kleist.

Hvis man har symptomer på COVID-19

Det vil fortsat være sådan, at man ikke må behandles hos sin tandlæge, hvis man har symptomer på COVID-19, eller hvis man har fået COVID-19. I det tilfælde vil man blive henvist til et sygehus, og kun hvis man har akut behov for tandbehandling. Hvis behandlingen kan vente, kan man blive behandlet hos sin tandlæge, når man har været symptomfri i 48 timer.

Tandlægeforeningen: Tandlæger vil fremover kun behandle kritiske patienter

11. april 2020  
Arkiveret i Nyheder

Sundhedsstyrelsen har udsendt nye retningslinjer, som betyder, at tandlægerne fra i dag og tre måneder frem kun behandler kritiske patienter. Det betyder, at almindelige eftersyn aflyses.

Baggrunden er nogle nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, som beskriver, hvordan bl.a. tandlæger skal håndtere COVID-19 fra og med i dag. Reglerne vil have en varighed fra i dag den 17. marts 2020 og formodentlig til og med juni 2020.  

De nye regler betyder, at tandlægen skal stoppe alle ikke-kritiske behandlinger som fx rutinemæssige eftersyn og tandrensninger. Tandlægerne skal gennemføre kritiske funktioner som behandling af traumer i tænder og mund, smerter, infektioner, rodbetændelse samt svære tilfælde af caries og af parodontitis. Det gælder også skader på implantater, broer og fyldninger og igangværende bøjlebehandling.

Patienter, der har et akut tandbehandlingsbehov, men er under mistanke om smitte med COVID-19, skal henvises til egen læge, hvis behandlingen ikke kan vente. 

”Det er nogle drastiske tiltag, som vil få betydning for mange menneskers tandsundhed. Men vi har selvfølgelig forståelse for, at myndighederne i den nuværende Coronavirus-epidemi må gøre alt, hvad de kan for at begrænse smitten. Er man i tvivl, om man skal møde op hos tandlægen, kan man ringe til sin tandlæge” siger formand for Tandlægeforeningen Susanne Kleist.

Klage over tandprotese

14. oktober 2011  
Arkiveret i Klager

Spørgsmål:

Jeg har lige hørt i radioen, at man kan klage over en tandbehandling, men fik desværre ikke helt fat i “adressen” Kan I hjælpe mig.
På forhånd tak
Med venlig hilsen
Lone

Svar:

Kære Lone,

Det har muligvis været Patientombuddet, du har hørt om i radioen. Patientombuddet fungerer som én samlet indgang for patienter, som ønsker at klage over den faglige behandling i hele det danske sundhedsvæsen. Patientombuddets hjemmeside finder du her

Men Dansk Tandlægeforening har også oprettet en hjemmeside, som skal gøre det lettere for patienter at klage over tandlægen, søge erstatning m.v.
Tandlægeforeningens hjemmeside Tandklage.dk kan du læse mere om her

Håber du kan bruge mit svar.

Med venlig hilsen

Tandlæge Joan Olsen

www.tandpleje.dk/brevkassen

Tandpleje.dk™ – Vejen til sundere tænder

Vigtigt!

Spørgsmål besvaret af tandlægen kan blive lagt ud på portalen i anonym skikkelse. Vi kan dog ikke garantere svar på alle spørgsmål, og svar fra tandlægen kan aldrig erstatte dialog eller konsultation med egen læge. Et svar gennem brevkassen skal udelukkende opfattes som oplysende materiale.

Brugerbetingelser:
https://www.tandpleje.dk/kontakt/brugerbetingelser

Lettere at klage over tandlægen

14. oktober 2011  
Arkiveret i Nyheder

En ny hjemmeside har gjort det lettere at klage, hvis man er utilfreds med behandlingen hos sin privatpraktiserende tandlæge. Den nye hjemmeside er skabt af Tandlægeforeningen i samarbejde med Danske Regioner.

Hjemmesiden er udviklet for at gøre det mere enkelt for patienter at overskue, hvad man kan gøre, hvis man er utilfreds med behandlingen eller regningen hos sin tandlæge.

Siden hedder Tandklage.dk, og på den er der let adgang til den formular, som man skal bruge, hvis man vil klage. Man kan desuden læse om, hvor man kan henvende sig, hvis man vil klage eller søge erstatning på grund af en skade. Derudover er der informationer om, hvad der sker med klagen, når patienten har indsendt den, samt om klagesystemets opbygning og om ankemuligheder.

Danske Regioner glæder sig over, at klagesystemet for privat tandlægepraksis nu er blevet lettere at overskue.

– Det er vigtigt at kende sine rettigheder, hvis der sker fejl eller uheld hos tandlægen, eller hvis man ikke er enig i det, der står på regningen. Klagemulighederne er ret gode. Men systemet kan være svært at overskue. F.eks. er det vigtigt at overholde klagefristen, da klagen ellers bliver afvist, uanset om man har ret. Det er nu blevet lettere at klage – og lettere at danne sig et overblik over, hvad der sker, når man har klaget, siger Jens Stenbæk (V), formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

I Tandlægeforeningen håber man, at Tandklage.dk vil øge tilliden til klagesystemet.

– Vi har selvfølgelig spurgt os selv, om det er Tandlægeforeningens opgave at opfordre patienterne til at klage. Dertil vil jeg sige, at vores generelle råd til utilfredse patienter fortsat er, at de som det første skal gå i dialog med deres tandlæge. Mange klager skyldes misforståelser, som ofte kan ryddes af vejen gennem en snak med tandlægen. Men for tandlæger som for alle andre brancher gælder det, at det betyder meget for vores omdømme, at muligheden for at klage over os opleves som enkel og gennemskuelig, siger Marianne Riis, der er formand for Tandlægeforeningens Klinikejerforhandlingsudvalg.

Ny portal gør det lettere at klage over tandlægen

Ny portal gør det lettere at klage over tandlægen

Klager over privatpraktiserende tandlæger behandles af et særskilt klagesystem, mens klager over resten af sundhedsvæsenet går via Patientombuddet. Klagesystemet på tandlægeområdet åbner mulighed for, at patienter, der får medhold, kan få pengene tilbage eller få lavet hele eller dele af behandlingen om uden beregning.

Scandefa 2011, Scandinavian Dental Fair

5. marts 2011  
Arkiveret i Events

SCANDEFA (Scandinavian Dental Fair) er den årlige skandinaviske fagmesse for tandlægeteamet og dentalbranchen. Messen forbinder ny viden om produkter, forskning og beklædning, og har mere end 10.000 besøgende fra Skandinavien og øvrige lande, samt over 150 udstillere.

Parallelt med messen SCANDEFA, som arrangeres af Bella Center, afholdes Årskursus, arrangeret af Tandlægeforeningen (www.tandlaegeforeningen.dk).

DELTAGERE
SCANDEFA 2011 er en fagmesse for tandlæger, klinikassistenter, tandteknikere, tandplejere og branchefolk.

REGISTRERING
Der er tilgang til online registrering 1 måned før åbning af SCANDEFA 2011.
BESØGERREGISTRERING TIL SCANDEFA 2011 ER NU ÅBEN!

ÅBNINGSTIDER
7.-9. april 2011
Torsdag 7. april  10.00-18.00
Fredag 8. april    09.00-18.00
Lørdag 9. april    09.00-15.00

Se video fra messen

KONTAKT
Christian Olrik, col@bellacenter.dk
Bella Center, direkte tlf. 32 47 21 25


Om Scandefa

 

SCANDEFA blev afholdt første gang i 1968 i Bella Center på Bellahøj i København som en del af Tandlægeforeningens Kursusnævns største årlige efteruddannelseskursus for medlemmerne. I 1976 flyttede messe og kursus til Bella Center på den nutidige adresse på Amager.

Tandlægeforeningens Kurser
Tandlægeforeningen startede kurset i 1934 på bl.a. Mercur Hotel i København med en meget lille udstillingsdel, og arrangementet flyttede, som nævnt ovenfor, til Bella Center i 1968. Til og med 1982 lå arrangementet altid primo januar og hed Januarkursus – fra 1983 flyttede arrangementet til marts under navnet Årskursus.

Hvor dyrt er et besøg hos tandlægen egentlig?

13. oktober 2010  
Arkiveret i Nyheder

Hvad koster en almindelig undersøgelse hos tandlægen? Det er et spørgsmål, mange har svært ved at svare på, viser en undersøgelse, som Epinion har foretaget for Tandlægeforeningen blandt 1.003 danskere.

Mange unge ved nemlig ikke, at en almindelig undersøgelse kun koster 83 kr., når man er 18-25 år, mens voksne over 25 år skal betale 142 kr. En tandrensning koster 178 kr.
Blandt deltagerne i undersøgelsen havde hver syvende ikke været til tandlæge de sidste to år. Af denne gruppe troede 47 pct., at et almindeligt tandeftersyn kostede mere end 300 kr. Faktisk mente næsten hver fjerde, at prisen måtte være over 400 kr.

Myter og gætterier
– Det viser, at opfattelsen af, at det er dyrt at gå til tandlæge, ofte er baseret på gætteri snarere end fakta, især blandt dem, der fravælger tandlægen. Der er tilsyneladende blevet opbygget en myte om tandlægernes priser, som de, der ikke går jævnligt til tandlæge, er blevet fanget af, siger Susanne Andersen.

Susanne Andersen, Formand for Tandlægeforeningen


Det manglende kendskab til prisen for et almindeligt tandlægebesøg gælder dog også 36 pct. af dem, som har været til tandlæge inden for de sidste to år.

– I Tandlægeforeningen finder vi det positivt, at et tandeftersyn er væsentligt billigere, end mange forventer. Men kun hvis det er med til at gøre oplevelsen hos tandlægen endnu bedre. For hvis den fejlagtige opfattelse af prisen får nogen til at holde sig væk fra tandlægen, er det særdeles uheldigt. De regelmæssige eftersyn har en forebyggende effekt og kan hjælpe til at opdage eventuelle problemer tidligt, så den enkelte kan undgå både store tandbehandlinger og store tandlægeregninger, siger Tandlægeforeningens formand, Susanne Andersen.

Det er et problem, at mange unge dropper de regelmæssige tandlægebesøg, og det gør Tandlægeforeningen nu noget ved med kampagnen tandfix.dk, der er målrettet unge på 18-25 år. Kampagnen skal fortælle de unge, at det kan have store konsekvenser at droppe tandlægebesøget, og at det faktisk bedre kan betale sig at gå regelmæssigt til tandlæge end at lade være.

Tandfix.dk – kampagne til unge

6. oktober 2010  
Arkiveret i Nyheder

Tandlægeforeningen står bag en ny og anderledes online kampagne rettet mod unge. Tandfix.dk hedder portalen der med humor og ironi skal fange de unges interesse for deres egen tandsundhed.

Alt for mange unge dropper de regelmæssige besøg hos tandlægen. Det vil Tandlægeforeningen nu gøre noget ved med en kampagne, der er målrettet unge på 18-25 år. Kampagnen skal fortælle de unge, at det kan have store konsekvenser at droppe tandlægebesøget, og at det faktisk bedre kan betale sig at gå regelmæssigt til tandlæge end at lade være.

Tandfix.dk
Kampagnen, der starter den 23. august, er primært onlinebaseret og tager udgangspunkt i websitet TandFix.dk, hvor de unge kan gå ind i et univers, der er skabt på humor og ironi. Men de unge vil også støde på kampagnen på Facebook. Det eneste, de ikke vil støde på, er løftede pegefingre.

– Vores ønske er at gå i dialog med de unge og tage udgangspunkt i deres livssituation uden at tale ned til dem.

Tandfix.dk

Tandfeen der med humor skal nå ud til de unge

Vi ved, at mange unge synes, at de regelmæssige tandlægebesøg ikke er så nødvendige, fordi de ikke har nogen problemer med deres tænder og tandkød lige her og nu. Men som meget andet, så viser konsekvenserne sig ofte først senere i livet, udtaler Tandlægeforeningens formand, Susanne Andersen.

Det er vigtigt at få taget tingene i opløbet, når det handler om sygdomme i tænder og mund. Hvis man venter, risikerer man både tandpine og omfattende behandling.

Det er også billigt at få et tjek hos tandlægen.

– Mange unge ved ikke, at en almindelig undersøgelse faktisk kun koster 83 kr., når man er 18-25 år, mens en tandrensning koster 178 kr. Det kan ikke betale sig at vente, siger Susanne Andersen.

I forbindelsen med kampagnens start vil tandlægestuderende i København og Århus tage ud på tekniske skoler og SOSU-uddannelsessteder og gå i dialog med de unge om deres tandplejevaner. Samtidig vil der blive hængt kampagneplakater op, og der vil blive delt poser ud med vand, flyers, tandbørste og tandpasta.

Kampagnen er blevet til med støtte fra Danske Regioner og er udviklet i samarbejde med kommunikationsbureauet NetPeople.

Besøg Tandfix.dk

Besøg Tandfix.dk på Facebook

Giv dine tænder et længere liv

6. oktober 2010  
Arkiveret i Nyheder

En ny undersøgelse viser, at personer, der springer de regelmæssige tandlægebesøg over, har langt større risiko for at miste nogle af deres tænder, når de kommer op i 50-års-alderen og derover. Selvom tænderne ser pæne og fine ud her og nu, er det ikke nogen god idé bare at springe tandlægebesøgene over. Hvis man som ung undlader at gå regelmæssigt til tandlægen, kan konsekvenserne vise sig først senere i livet, viser undersøgelsen, der er gennemført i tilknytning til den store KRAM-undersøgelse (Kost, Rygning, Alkohol og Motion).

Resultaterne fra undersøgelsen viser, at de 50-64-årige, der har været til tandlægen regelmæssigt, har bevaret væsentligt flere tænder end dem, der har sprunget besøgene over. Blandt dem der går regelmæssigt til tandlægen har 9 ud af 10 bevaret de fleste af deres tænder, når de er over 50 år, mens 20 % af dem, der ikke går regelmæssigt til tandlægen kun har bevaret 20 eller færre tænder, når de er over 50 år.

Behold dine tænder som ældre

Giv dine tænder et længere liv - gå regelmæssigt til tandlægen

Konsekvenserne ved at have få tænder i munden er bl.a.:

  • Nedsat tyggeevne
  • Læspen
  • Problemer med sammenfald i den nederste tredjedel af ansigtet, så man kommer til at se markant ældre ud, end man er.
  • Ekstra slid på de resterende tænder. Jo færre tænder man har tilbage, jo mere arbejde er der til de resterende tænder.
  • Det ser ikke pænt ud

Børn og unge har sundere tænder

29. september 2010  
Arkiveret i Nyheder

Indsatsen i børne- og ungdomstandplejen bærer nu frugt, og nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at tandsundheden bliver bedre og bedre hos landets børn og unge. De nye tal viser, at hele tre ud af ti 18-årige aldrig har følt tandlægens bor i en tand. I 1990 var det en ud af hver tiende 18-årig som aldrig havde haft huller i tænderne, der krævede behandling med bor.

Blandt de 18-årige, der har fået behandlet huller i tænderne, har de fleste kun fået lagt fyldninger i op til fire tandflader. Også her er der tale om en markant forbedring i forhold til 1990.

For de 15-årige er det muligt at følge udviklingen helt tilbage til 1980/81. Dengang havde de 15-årige i gennemsnit fyldninger i 13,2 tandflader. De nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at det tilsvarende tal opgjort i 2009 er 2,33.

Billede af børn med tandbørster

Tre ud af ti børn har aldrig fået boret i sine tænder

Opgjort på regioner er tandsundheden blandt børn og unge bedst i Region Hovedstaden efterfulgt af Region Sjælland og Region Midtjylland. Region Nordjylland og Region Syddanmark indtager henholdsvis fjerde- og femtepladsen.

Tandlægeforeningens formand Susanne Andersen glæder sig over den positive udvikling, men advarer samtidig mod at nedprioritere indsatsen i børne- og ungdomstandplejen.

– Jeg er ikke i tvivl om, at den store forebyggelsesindsats inden for børne- og ungdomstandplejen har medvirket til, at børn og unge har så sunde tænder i dag. Men selv om gennemsnitstallene er flotte, er der desværre stadig børn, der har mange huller i tænderne. Og så har vi fået nyt tandsundhedsproblem, nemlig syreskader på tandemaljen som følge af det stadigt større forbrug af cola og andre læskedrikke, siger Susanne Andersen.

Ifølge tandlægernes formand har nogle børn brug for at komme til tandlæge meget ofte, mens der også er børn med sunde tænder og tandkød, der af deres tandlæge vurderes til kun at skulle have et tjek med 1-2 års mellemrum.

– Indsatsen er i dag langt mere målrettet og individuelt tilpasset end dengang, hvor man indkaldte alle hver sjette måned, fastslår Susanne Andersen.

Større prisgennemsigtighed hos tandlægerne

28. maj 2010  
Arkiveret i Nyheder

Fra den 1. oktober bliver det endnu lettere at tjekke tandlægernes prisniveauer på internettet. Tandlægeforeningen og Danske Regioner har nemlig aftalt, at tandlægerne skal oplyse prisintervaller på flere behandlinger på sundhed.dk.

I dag skal de private tandklinikker oplyse fra- og til-priser på otte ydelser. Den 1. oktober bliver antallet af ydelser udvidet til ti, således at tandlægerne også skal informere om prisintervaller på operativ fjernelse af en tand og rodbehandling i to kanaler. Samtidig vil beskrivelserne af de otte nuværende ydelser på sundhed.dk blive gjort mere præcis. Dermed vil patienternes muligheder for at sammenligne prisintervaller fra klinik til klinik blive endnu bedre.

– Vi går ind for gennemsigtighed, også hvad angår priserne. Det er kun rimeligt, at man kan sidde derhjemme ved computeren og danne sig et indtryk af prisniveauerne hos tandlægerne. Vi glæder os derfor over, at man nu kan bruge sundhed.dk til at orientere sig om de opdaterede prisintervaller. Når det er sagt, er der ikke to behandlinger, der er ens, siger Tandlægeforeningens forhandlingsleder Bjørn Haulrig og forklarer:

– Du er nødt til at gå hen til tandlægen og blive undersøgt, før du kan få den helt eksakte pris. Den kan tandlægen først give dig, når I har aftalt, hvilken behandling der skal sættes i gang. Hvis prisen for behandlingen overstiger 2.500 kr., har du krav på et tilbud om et uspecificeret skriftligt prisoverslag, siger Tandlægeforeningens forhandlingsleder Bjørn Haulrig.

Aftalen om øget prisgennemsigtighed indgår i en ny tandlægeoverenskomst, som Tandlægeforeningen og Regionernes Lønnings- og Takstnævn netop er blevet enige om.

Næste side »