Mælketænder
19. september 2011
Arkiveret i Børn
Spørgsmål:
Hejsa
vores datter på 7 1/2 har kun tabt 2 mælketænder nederst i munden – er det normalt?? Der er ingen nye tænder at se, foroven eller bag ved hendes mælketænder og heller ingen rokketænder… Troede at man som 8 årig havde de fleste af sine voksen tænder?
Hun var sen til at få sine mælketænder…
skal vi gøre noget eller bare vente?
På forhånd tak
christina
Svar:
Kære Christina
Det er meget normalt at der er forskel på hvornår børn får deres blivende tænder. Det er typisk først når du er 12 år at du har flest af dine voksen tænder, men der er selvfølgelig forskel på børn.
Håber du kan bruge mit svar.
Med venlig hilsen
Tandlæge Joan Olsen
Tandpleje.dk™ – Vejen til sundere tænder
Vigtigt!
Spørgsmål besvaret af tandlægen kan blive lagt ud på portalen i anonym skikkelse. Vi kan dog ikke garantere svar på alle spørgsmål, og svar fra tandlægen kan aldrig erstatte dialog eller konsultation med egen læge. Et svar gennem brevkassen skal udelukkende opfattes som oplysende materiale.
Brugerbetingelser:
https://www.tandpleje.dk/kontakt/brugerbetingelser
Forældre tager ikke ansvar for børnenes tandsundhed
1. september 2009
Arkiveret i Nyheder
To ud af fem forældre trodser Tandlægeforeningens anbefalinger, og hjælper ikke deres børn med at børste tænder, viser en ny undersøgelse foretaget af Codan Forsikring. I følge undersøgelsen har næsten hvert fjerde barn under 11 år i dag ét eller flere huller i tænderne. Imens 44 procent af alle børn spiser slik to til tre gange om ugen.
Forældre hjælper ikke med tandbørstningen
“Vores kunder er generelt rigtigt gode til at anmelde deres børns tandskader og er faktisk bekymrede for, om der sker noget med deres børns tænder, hvilket er meget positivt. Derfor kan det undre, at mange forældre har mistet interessen for tandbørstningen på deres børn på et tidspunkt, hvor børnene har allermest brug for det,” siger Codans pressechef, Jens Nüchel, og henviser til, at børn får blivende tænder allerede fra 6-årsalderen.
Et barns mælketænder bliver udskiftet når barnet er mellem seks og tolv år. Og barnets finmotorik er ikke udviklet nok, til at det selv kan håndtere tandbørstningen, før barnet er omkring 10 år. Derfor er anbefalingen til alle forældre, at de skal hjælpe barnet med tandbørstningen, indtil barnet er mindst 10 år. I 12-14 års alderen kommer barnets tolvårstænder, som sidder bagved seksårstænderne. Og indtil barnet selv kan holde tænderne ordentlig rene, bør forældrene hjælpe til med tandbørstningen i hvert fald en gang om dagen.
I Tandlægeforeningen er man opmærksomme på problemet og her mener man at forældrene i den såkaldte “nul-huller-generation, har lagt ansvaret for deres børns tandsundhed fra sig, når hele 40 procent af forældrene ikke hjælper børnene med at holde tænderne rene.
“Den såkaldte ‘nul-huller-generation’, som er vokset op med flour-skylninger i skolen, er blevet voksen. I den generation er der en tendens til at lægge ansvaret for deres børns tænder over på tandlægen; at det er tandlægen, der sørger for, at børnene ikke får huller. En del forældre i denne generation ser ikke tandbørstning som noget, de skal varetage for deres børn, fordi så få af dem selv har oplevet at have huller i tænderne. Tandplejen er stadig ofte placeret på skolerne eller kommer på skolerne, men intervallerne mellem børns tandlægebesøg er i de senere år øget. Derfor er det så meget desto vigtigere at forældrene påtager sig deres ansvar for at hjælpe børnene med tandbørstningen, indtil børnene er 10-12 år,” siger odontologisk konsulent i Tandlægeforeningen Birthe Cortsen.
Forældrene ved ikke hvad der truer deres børns tænder
“Over 60 procent af forældrene bekymrer sig over, om børnene falder og slår tænderne, mens den reelle risiko for tandskade ligger i, at forældrene faktisk fylder deres børn med slik. Der er en overdrevet frygt for, at børnene falder og slår sig,” siger pressechef Jens Nüchel, Codan.
Børnene spiser sukkerholdige sager flere gange om ugen
Codan Forsikring er i gang med en større generel undersøgelse om børnesundhed, som blandt andet har fokus på danskernes problemer med stigende fedme og dårlige tandsundhed. En af årsagerne lader til at være, at børnene bliver fodret med slik fra de er helt spæde.
I følge undersøgelsen får tre procent af alle børn mellem 0 og 2 år slik dagligt. Imens 32 procent af denne aldersgruppe bliver fodret med slik, kager eller andre sukkerholdige sager, to til tre gange om ugen.
1 ud af 10 børn mellem 10 og 12 år spiser slik dagligt. Og for de 13 til 15 år gamle børn er tallet 11 procent, imens 12 procent af de 16 til 17 årige spiser slik hver dag. Samlet set spiser 44 procent af alle børn slik to til tre gange om ugen.
Undersøgelsen er foretaget i perioden 16. – 18. juni 2009. Og 1018 respondenter har deltaget i undersøgelsen.