Dårlig ånde skyldes tit forstoppelse
25. september 2009
Arkiveret i Nyheder
Nyere dansk forskning viser, at forklaringen på dårlig ånde, ofte skal findes længere nede end i mundhulen. Synderen kan i stedet være forstoppelse, hvilket er tilfældet hos op mod hver fjerde patient, der klager over dårlig ånde. Løsningen er oftest en sundere livsstil.
Overlæge på Kirurgisk Afdeling på Hillerød Hospitals Tarmlaboratorium i Helsingør, dr.med. Dennis Raahave vurderer, at 5-10 % af alle danskere lider af kronisk forstoppelse, mens ca. 20 % af dem også har dårlig ånde grundet ophobning af fordøjet mad. Han oplever oftest, at det er patienternes ægtefæller, der må gå til bekendelse og fortælle patienten, at han eller hun har dårlig ånde. Men det kommer oftest som en overraskelse for begge parter, at der er forbindelse mellem tarmproblemer og dårlig ånde, da de fleste forbinder symptomerne med mundhulen eller mavesækken.
Vestlig livsstil får skylden
Når mange danskere lider af forstoppelse, skyldes det ifølge Dennis Raahave i høj grad vores vestlige livsstil med stillesiddende arbejde, forkerte kostvaner og vores forkvaklede forhold til toiletbesøg. Hvis patienter med skjult eller kronisk forstoppelse skal blive den dårlige ånde kvit, kræver det at de får en velfungerende tarm. I jagten på den gode ånde hjælper motion, fiberrig og fedtfattig kost, samt indtag af væske hver time.
Tarmspecialist i stedet for Tandlægen
Tandlæger, der ikke kan finde forklaringen på den dårlige ånde i mundhulen hos deres patienter, rådes til at spørge, om patienten har fordøjelsesproblemer, ondt i maven eller føler sig oppustet, skidt tilpas, træt og uoplagt. Hvis patienten kan nikke genkendende til nogle af disse symptomer, bør han eller hun bliver undersøgt af en tarmspecialist.
Læs mere i Tandlægebladet nr. 11 2009 eller på www.tandlaegebladet.dk.
Naturlig forklaring på dårlig ånde?
10. juni 2009
Arkiveret i Dårlig ånde
Spørgsmål:
Hej..
Findes der mon en naturlig forklaring på at jeg har meget dårlig ånde, og kan tandlægen gøre noget for at afhjælpe den dårlige ånde?
Jeg har en udmærket mundhygiejne og bruger også tandtråd jævnligt.
Venlig hilsen
Linda
Svar:
Kære Linda
Der kan være flere årsager til dårlig ånde. På fagsprog kalder vi det foetor ex ore eller Halitosis. Men før du opsøger lægehjælp mod den dårlige ånde, bør du være opmærksom på at jeg ikke omtaler den almindelige mangel på frisk ånde de fleste af os har om morgenen. Men derimod voldsom dårlig ånde som kan være et dagligt problem for mange af os. Denne form for dårlig ånde rammer ca. hver femte af os på et eller andet tidspunkt i vores liv. Så det er på ingen måde et ualmindeligt problem.
Det er meget generende og kan komme fra mundhulen, bihuler, næse og endda fra mave og tarmsystem. Så det ville være en god ide at tale med egen tandlæge for at udelukke at lugten kommer fra tænderne og slimhinden i første omgang. Du kan evt. få en henvendelse af egen læge til en øre-, næse- og hals læge. Hvis der ikke er noget galt med de først nævnte ting kan du blive undersøgt af en mediciner.
Håber du kan bruge mit svar.
Med venlig hilsen
Tandlæge Joan Olsen
Tandpleje.dk™ – Vejen til sundere tænder
Vigtigt!
Spørgsmål besvaret af tandlægen kan blive lagt ud på portalen i anonym skikkelse. Vi kan dog ikke garantere svar på alle spørgsmål, og svar fra tandlægen kan aldrig erstatte dialog eller konsultation med egen læge. Et svar gennem brevkassen skal udelukkende opfattes som oplysende materiale.
Brugerbetingelser:
https://www.tandpleje.dk/kontakt/brugerbetingelser