Syreskader især udbredt blandt teenagedrenge

6. august 2009  (Nyheder)  

Send til en ven     Send til Facebook Send til Facebook

Udskriv Udskriv Del med venner

Hver tredje 16-årige dreng i Frederiksberg Kommune har syreskader på tænderne, der betyder ætsning af tandemaljen. Cola, sodavand og andre læskedrikke formodes at være hovedårsag til syreskaderne – i fagsprog kaldet erosioner. Resultatet stammer fra en undersøgelse, der er foretaget af Frederiksberg Kommunes Tandpleje, og som præsenteres i Tandlægebladet.

Generelt har mere end hver syvende af de 12-17-årige i Frederiksberg Kommune syreskader på tænderne. Problemet ses hyppigst blandt drenge, og skaderne bliver værre, jo ældre man bliver.

I Tandlægebladet præsenterer overtandlæge Lene Esmark fra Frederiksberg Kommunes Tandpleje resultaterne af en undersøgelse af omfanget og sværhedsgraden af erosioner blandt 2.151 af kommunens børn og unge i 12-17-års alderen.

Ifølge undersøgelsen har 313 af de unge svarende til 14,6 pct. mindst én tand med syreskader. Fem har så voldsomme skader, at store områder på minimum én tand er helt uden emalje.

I alle aldersgrupperne er forekomsten af syreskader højest hos drengene, især i 15-16-års alderen. Blandt de 16-årige eksempelvis har 7,6 pct. af pigerne syreskader, mens det samme gælder for hele 32,8 pct. af drengene. Den store kønsforskel udlignes en smule efter 16-års alderen, men problemet er fortsat mest udbredt blandt drengene. De fem personer med den alvorligste type af erosioner er også alle drenge.

Generelt ses det, at problemet med syreskader stiger med alderen. Jo ældre de unge bliver, des hyppigere er forekomsten af syreskader, ligesom sværhedsgraden af skaderne også øges.

Frederiksberg Kommunes Tandpleje vil nu arbejde videre på at udvikle målrettede forebyggelsesprogrammer i form af vejledning og oplysning. Indsatsen skal især rettes mod drenge og bør iværksættes allerede fra 12-års alderen.


Læs mere i Tandlægebladet nr. 9 2009 eller på www.tandlaegebladet.dk

Vi modtager gerne forslag til Artikler, Nyheder, Pressemeddelelser o.l. Klik på linket ovenfor og indsend via vores formular og en redaktør vil snarest muligt gennemse jeres forslag.

Sig din mening

Diskutér denne artikel med andre brugere.
(Hvis du ønsker at tilknytte et billede til dine indlæg. Så få dig en gravatar!)

Du skal være logget på for at deltage i debatten.